Torsdag, 2. marts 2017 - 6:00 til Fredag, 3. marts 2017 - 20:00

Københavnerturen går i 2017 til Nationalbanken, Finansministeriet, Danske Bank og Copenhagen Economics.

Hver virksomhed vil stå for en præsentation, præsentere jobmulighederne i deres virksomheder for Cand.Oecon, Cand.Soc og Public Policy, eventuelt cases og besvarelse af spørgsmål.

Turen er gratis – finansieret af Økonomisk Forenings samarbejde med de deltagende virksomheder. Vi sørger bl.a. for transport t/r, overnatning i Københavns centrum, morgenmad begge dage og middagsmad fredag.

Der vil være fællesspisning torsdag aften og mulighed for socialt samvær.

Vi glæder os til en lærerig studietur med fokus på fremtidige jobmuligheder og øge fagligheden blandt vores medlemmer.

Programmet bliver som følgende:

Vi kører med bus fra Fuglesangs Allé 4 ca. kl. 06:00 torsdag d. 2. marts. Det præcise tidspunkt bliver meldt ud på mail til de deltagere som får tildelt en plads jf. vores vedtægter.

Vores første besøg er Finansministeriet på Christiansborg Slotsplads 1, hvor vi har en aftale kl. 10:00-12:00.

Herefter har vi to timers pause til at spise frokost og tage hen til vores næste aftale, som er med konsulentvirksomheden Copenhagen Economics, hvor en Andreas Ross (cand.oecon fra Aarhus Universitet) vil fortælle os omkring sit arbejde, samt transaktionen fra livet som økonomistuderende til at begynde på et fast arbejde. Her har vi afsat mellem to og tre timer inkl. spørgsmål.

Vi tager herefter hen til vores hotel, hvor vi sætter vores kufferter og tager på fællesspisning.

Dagen efter, dvs. fredag d. 3. marts, er vores første aftale kl. 09:00 hos Nationalbanken, hvor vi skal være i tre timer. 

Herefter følger en times pause inden vi fortsætter til Danske Bank på Holmens Kanal 12 og har endnu tre timers virksomhedsbesøg.

Vi afslutter derfor omkring kl. 16:00, hvorefter vi kører med bus hjem til Fuglesangs Allé 4.

Forventet hjemkomst fredag aften kl. 20:00-20:30.

 

Pladserne på Københavnerturen vil blive fordelt efter studieanciennitet jf. Økonomisk Forenings vedtægter. Turen kræver medlemsskab af Økonomisk Forening.

Fagligt Udvalg står for turen, og i tilfælde af spørgsmål kan vi kontaktes på mailen: oekonomiskforening@gmail.com att: Fagligt Udvalg eller Mikkel og Rasmus.

Tilmeldingen lukker mandag den 20/2, hvorefter pladserne vil blive allokeret og offentliggjort hurtigst muligt.

Event type: