Om stillingen
I afdelingen Bank og Marked bliver du en del af et af Nationalbankens kerneområder. Vores team arbejder bl.a. med Nationalbankens betalingssystem, Kronos2, som er den mest centrale del af Danmarks betalingsinfrastruktur. Systemet gør det muligt for pengeinstitutter effektivt og sikkert at udveksle betalinger med hinanden, hvilket er en forudsætning for et velfungerende finansielt system.
Arbejdsopgaverne i KronosGroup spænder vidt. Som Business Analyst indgår du i de daglige opgaver i operations, hvor vi har en tæt dialog med de danske banker. Vi har ansvaret for at overvåge det pengepolitiske døgn og indgår i en række interne og eksterne arbejdsgrupper med andre centralbanker. Derudover bidrager vi til analyse, udvikling, test og implementeringen af nye it- og forretningsløsninger. KronosGroup deltager også i bankens vigtigste projekt (TargetDKK med den Europæiske Centralbank), hvor vi fx arbejder med udvikling af forretningsfunktionalitet samt udarbejdelse af risikovurderinger og forretningsgange. Vores arbejde tager altid udgangspunkt i en risikobaseret tilgang, og vi samarbejder med mange forskellige funktioner i banken. Vores arbejdsmiljø er præget af en høj faglighed og med respekt for de forskellige kompetencer i banken. Vi løfter i flok, lærer af hinanden og har højt humør. Du får spændende og afvekslende arbejdsdage, hvor du kan udvikle dig fagligt og personligt.
Vi tilbyder
Som Business Analyst kommer du til at gøre en reel forskel i en organisation med stor samfundsmæssig betydning. Du får indsigt i et af Nationalbankens mest forretningskritiske arbejdsområder og dermed i, hvordan en centralbank fungerer i praksis.
I Bank og Marked er vi 78 medarbejdere fordelt på fire sektioner. Du vil blive en del af KronosGroup, som indgår i sektionen Bank. Vores team har engagerede medarbejdere med forskellige faglige baggrunde, og som spænder bredt fra nyuddannede til meget erfarne kolleger. Vi er i alt 10 medarbejdere, hvoraf 3 er studentermedhjælpere.
Vi lægger stor vægt på læring og løbende udvikling af vores færdigheder og har et planlagt onboarding- og uddannelsesforløb, så du kommer godt fra start.
Som nyuddannet hos os bliver du også en del af vores Economist Programme. Det er et 2-årigt program, som har til formål at øge dit kendskab til Nationalbankens kerneområder samt give dig et netværk på tværs af banken. Du kan læse mere om programmet her.
Din profil
Vi søger en engageret, nyuddannet medarbejder, der har interesse for at bruge sin viden om finansielle markeder til at videreudvikle Nationalbankens rolle som bank for bankerne. Din uddannelsesmæssige baggrund kan fx være økonomfaglig eller samfundsvidenskabelig.
Som person kan du lide at tage ansvar, stille dig i spidsen for opgaver og drive dem fremad. Du er initiativtagende, nysgerrig, teknisk interesseret og kan løse analytisk komplicerede opgaver. Du skal kunne håndtere kritiske og pressede situationer. Det er vigtigt, at du er samarbejdsorienteret, dvs. at det er naturligt for dig at dele din viden og kommunikere klart og præcist mundtligt og skriftligt på dansk og engelsk. Du er god til at danne relationer, og dit gode humør og din gode energi bidrager positivt til samarbejdet.
Banken som arbejdsplads
Arbejdstiden deles mellem et åbent kontorlandskab på Langelinie Allé med udsigt til vandet og mulighed for op til 2 ugentlige distance-arbejdsdage afhængigt af din funktion og dine opgaver. Vi ønsker at understøtte en arbejdskultur, der skaber de bedste rammer for en effektiv opgaveløsning, samtidig med at der sikres fleksibilitet og balance mellem privat- og arbejdsliv.
Det er vigtigt for os, at vi har en arbejdsplads, hvor medarbejdertrivslen er høj. I Nationalbanken er der et solidt fagligt miljø og imødekommende kolleger, der giver sig tid til at dele deres viden.
Vi tilbyder gode vilkår med sundheds- og tandforsikring, indretning af hjemmearbejdspladsen, gratis parkering og en god kantineordning.
Det sociale liv i banken vægtes højt. Du kan fx blive en del af vores foreningsliv, hvor du bl.a. kan løbe, dyrke yoga eller dele din interesse for kunst med kolleger.
Vil du vide mere?
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte KronosGroup Manager Helen Jørgensen (tlf. 3363 6267 eller hmj@nationalbanken.dk) og chefen for Bank, Jesper Mærsk (tlf. 3363 6902 eller jma@nationalbanken.dk). Oplysninger om ansættelsesvilkår kan fås hos HR-partner Dorte Kvisgaard (tlf. 3363 6511 eller dkv@nationalbanken.dk).
Ansøgning
Vi har gjort det nemt for dig at søge stillingen. Du skal blot uploade dit CV eller din LinkedIn-profil samt karakterudskrifter. Derudover har du mulighed for at skrive en kort motivation i et tekstfelt, når du ansøger. Ansøgningsfristen er den 4. december 2022.
Vi forventer at afholde to samtalerunder. Mellem første og anden samtalerunde gennemføres en personlighedstest. Det er en betingelse for ansættelse, at du kan sikkerhedsgodkendes.