Jobbet
Danmarks Nationalbank søger en erfaren og engageret økonom, der vil være med til at udvikle og kommunikere Nationalbankens arbejde med at sikre den finansielle stabilitet med fokus på boligmarkedet. Stillingen er i sektionen Analyse og Modeller, der er en del af afdelingen Finansiel Stabilitet. Vi er tæt på beslutningerne, når vi leverer analyser og policy-materiale til Det Systemiske Risikoråd og deltager i internationalt samarbejde i regi af European Systemic Risk Board. Samtidig har vi et solidt fokus på dybdegående analyser, der skaber ny viden om risici i det finansielle system og effekterne af policy-tiltag, herunder på boligmarkedet (se seneste halvårlige analyse af finansiel stabilitet her).
Vi tilbyder
Et fagligt udviklende job af høj samfundsmæssig relevans. Du bliver en del af et team med en uformel omgangstone og et højt engagement, klare mål og fokus på at finde robuste og holdbare løsninger i forhold til risici i den finansielle sektor. Vi lægger vægt på sammen at løfte hinanden og kvaliteten af vores output gennem løbende sparring og ærlig feedback. Vores opgaver kræver, at vi arbejder sammen, at alle tager et stort ansvar, og at vi har tillid til hinanden.
Din profil
Vi forestiller os, at du har en kandidat- eller ph.d.-grad i økonomi, matematik-økonomi eller tilsvarende. Du kommunikerer klart og præcist i tale og på skrift på både dansk og engelsk, med øje for modtageren. Erfaring med policy-budskaber eller det danske boligmarked vil være et plus. Det er også en fordel, hvis du er vant til at arbejde med kvantitative metoder, fx Python, R eller lignende programmeringssprog. Du får brug for dit engagement, din vilje til at tage initiativ og ikke mindst din evne til at samarbejde bredt – både i forhold til konkrete opgaver og i forhold til mere overordnede faglige diskussioner. Vi sammensætter en spændende opgaveportefølje, der er afpasset til din erfaring.
Banken som arbejdsplads
Arbejdstiden deler vi mellem et åbent kontorlandskab på Langelinie Allé med udsigt til vandet og mulighed for op til 2 ugentlige distance-arbejdsdage afhængig af din funktion og dine opgaver. Vi ønsker at understøtte en arbejdskultur, der skaber de bedste rammer for en effektiv opgaveløsning, samtidig med, at der er balance mellem privat- og arbejdsliv.
Det er vigtigt for os, at vi har en arbejdsplads, hvor medarbejdertrivslen er høj. Der er et solidt fagligt miljø og imødekommende kolleger, der giver sig tid til at dele deres viden.
Vi lægger stor vægt på læring og løbende udvikling af vores færdigheder. Vi tilbyder gode vilkår med sundheds- og tandforsikring, indretning af hjemmearbejdspladsen, gratis parkering og en god kantineordning.
Det sociale liv i banken vægtes højt. Du kan fx blive en del af vores foreningsliv, hvor du bl.a. kan løbe, dyrke yoga eller dele din interesse for kunst med kolleger.
Vil du vide mere
Har du spørgsmål til jobbet, er du velkommen til at kontakte Alessandro Tang-Andersen Martinello, Head of Data Science, tlf. 2130 8144 (alem@nationalbanken.dk) indtil 31. december. Oplysninger om ansættelsesforhold kan fås hos HR-partner Dorte Kvisgaard, tlf. 3363 6511 (dkv@nationalbanken.dk).
Ansøgning
Vi har gjort det nemt for dig at søge stillingen. Du skal blot uploade dit CV eller din LinkedIn profil. Derudover har du mulighed for at skrive en kort motivation i et tekstfelt, når du ansøger. Ansøg senest 14. januar 2023. Vi indkalder løbende til samtale. Vi forventer at holde første samtaler i uge 3 og anden samtaler i uge 4. Mellem første og anden samtalerunde gennemføres en personlighedstest.