Har du lyst til at arbejde med strukturpolitiske analyser, samt bidrage til regnemetoderne og grundlaget for den økonomiske politik? Vil du udvikle dig fagligt i en hverdag helt tæt på de politiske beslutninger? Så er en stilling i Finansministeriets Makropolitiske Center måske noget for dig.
Om stillingen
I Finansministeriets Makropolitiske Center (MPC) søger vi aktuelt to fagligt stærke økonomer til centerets arbejde på aktuelle strukturpolitiske områder.
Vi har et bredt ansvarsområde, der involverer konsekvensberegninger og analyser af høj faglig kvalitet på pensionsområdet, tilbagetrækning, uddannelse og indkomstbeskatning på grundlag af registerdata. Vi arbejder løbende med udviklingen af Finansministeriets regnemetoder og regnemodeller, herunder til vurderinger af reformer og politiske forslag. Det giver en afvekslende hverdag med mulighed for både faglig fordybelse og mulighed for at komme helt tæt på løsningen af aktuelle samfundsøkonomiske problemstillinger og bidrage til større reformer på det strukturpolitiske område.
Endelig samarbejder vi bredt og bidrager til centerets øvrige arbejde med mellemfristede fremskrivninger af dansk økonomi, aktuel finanspolitik og offentlige finanser.
De primære arbejdsopgaver kan omfatte:
-
Registerbaserede analyser og konsekvensvurderinger, fx ved anvendelse af Lovmodellen eller andre modelværktøjer.
-
Bidrage til udviklingen af Finansministeriets regnemetoder og -modeller.
-
Koordinere og understøtte processer i forbindelse med større projekter og politiske beslutninger.
-
Besvarelse af folketingsspørgsmål angående den aktuelle strukturpolitik.
Om dig
Du kan være nyuddannet eller have nogle års erfaring, fx fra andre ministerier eller en analyseinstitution. Din opgaveportefølje vil blive tilpasset dine interesser, faglige profil og erfaring.
Konkret lægger vi vægt på, at du:
-
er uddannet økonom (fx cand.polit. eller cand.oecon) med relevante faglige kompetencer
-
er motiveret af at anvende økonomisk teori og metode til at lave analyser af høj faglig kvalitet, der ofte involverer registerdata og programmering
-
har gode samarbejdsevner og kan bringe dem aktivt i spil og understøtte gode processer
-
kan formidle komplekse beregningsresultater og problemstillinger på en måde, så de er let tilgængelige for andre
-
er interesseret i og velorienteret om samfundsøkonomiske problemstillinger, herunder kort- og langsigtede udfordringer for dansk økonomi
-
har lyst til at arbejde med de nævnte opgaveområder tæt på de politiske processer og trives i et til tider hektisk miljø med korte deadlines.
Konkret erfaring med registerbaserede analyser og kendskab til fx SAS vil være en fordel, men ikke et krav.
Om os
Makropolitisk Center er et analytisk kraftcenter i Finansministeriet, med ansvar for konsekvensvurderinger af strukturpolitiske tiltag, særligt på skatte-, pensions- og uddannelsesområderne, såvel som vurderinger af udfordringerne for finanspolitikken gennem mellem- og langsigtede fremskrivninger.
MPC spiller en central rolle i rådgivningen og planlægningen af den økonomiske politik, og står for beregninger af virkningerne på de offentlige finanser af ændringer i pensions- og skattesystemet, herunder også adfærds- og fordelingseffekter. Centeret beskæftiger sig også med beregninger af den strukturelle saldo, outputgab, finanspolitikkens aktivitetsvirkning samt det finanspolitiske råderum og holdbarhed.
Centrets analysearbejder spænder generelt over både mikro- og makroøkonomiske sammenhænge, og trækker derfor på både registerdata på personniveau og økonomiske data for den samlede danske økonomi. Dette omfatter eksempelvis analyser af ændringer i tilbagetræknings- og uddannelsesmønstre, indvandrernes nettobidrag til de offentlige finanser og analyser af det demografiske træk.
Vi tilbyder et job i hjertet af Finansministeriets regnemaskine, hvor du sammen med engagerede og dygtige kolleger vil komme til at bidrage til centrale dele af det faglige grundlag for fastlæggelsen af den økonomiske politik helt tæt på den politiske beslutningsproces.
Centeret består af omkring 20 økonomer, ledet af tre kontorchefer. Vi har et stærkt sammenhold og lægger vægt på, at vores nye kolleger udfordres og trives fra første dag på en arbejdsplads, vi er stolte af.
Finansministeriet som arbejdsplads
Finansministeriet indtager en central rolle i det politiske maskinrum på Slotsholmen og spiller en vigtig og koordinerende rolle i udarbejdelsen af regeringens politik.
Det karakteriserer Finansministeriets medarbejdere, at de er ambitiøse på egne og samfundets vegne og motiveres af arbejdsopgaver, der løses i et højt tempo, og hvor resultaterne har betydning for samfundet. Samtidig er holdånd og samarbejde med kollegerne en bærende værdi for medarbejderne i Finansministeriet.
I Finansministeriet er der fra begyndelsen af din ansættelse fokus på din faglige og personlige udvikling gennem tilrettelæggelsen af arbejdsopgaverne og via introduktionsforløbet “FM KickStart”. Hvert kontor og center er desuden organiseret i relativt små enheder, der giver gode rammer for faglig sparring og rådgivning fra din nærmeste chef.
Se mere om at arbejde i Finansministeriet her.
Ansættelsesvilkår
Du ansættes efter overenskomst for akademikere i staten og vil blive indplaceret som fuldmægtig eller konsulent på baggrund af dine kvalifikationer.
Ansættelsesområdet er Finansministeriet med tilhørende institutioner, pt. Finansministeriets departement, Digitaliseringsstyrelsen, Statens Administration, Statens It og Økonomistyrelsen
Flere oplysninger
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte chefkonsulent Morten Visby Krægpøth på tlf. 33 92 40 41 / mvk@fm.dk eller kontorchef Mikkel Nørlem Hermansen på tlf. 40 43 11 54 / miher@fm.dk.
Ansøgning
Hvis stillingen har din interesse, så send din ansøgning med CV og eksamenspapirer (både for bachelor- og kandidateksamen) via statens e-rekrutteringssystem – tryk her. Indsend senest tirsdag den 22. marts 2022.
Finansministeriet ser mangfoldighed som en styrke og opfordrer alle interesserede kandidater uanset personlig baggrund til at søge. Vi ser frem til at læse din ansøgning.