Vil du bruge dine stærke evner til kvantitative analyser af forsikring, pension og investeringsfonde for at sikre Danmark en robust økonomi?
Danmarks Nationalbank er som centralbank uafhængig. De opgaver, vi er sat i verden for at løse, er både komplekse og udfordrende, og de kræver, at vi har en høj faglighed. Hos os får du 150 af landets dygtigste økonomer som dine nye kollegaer. Sammen har vi rammerne for at udarbejde de bedste og mest dybdegående analyser inden for makro-, monetær og finansiel økonomi.
Jobbet
Danmarks Nationalbank søger en dygtig og engageret aktuar eller økonom, der kan være med til at udvikle vores statistik for den danske forsikrings- og pensionssektor og investeringsfonde. Vi har unik adgang til data om hele forsikrings- og pensionssektoren og investeringsfondene på et højt detaljeringsniveau lige fra selskabers investeringsprofil, hensættelser til selskabernes valutaeksponering og afdækning. Nationalbankens finansielle statistikker skaber indsigt i og forståelse af dansk økonomis finansielle kredsløb, og jobbet giver en dig unik mulighed for at arbejde med en bred vifte af makro- og mikrofinansielle data.
Vi tilbyder
Et spændende og udfordrende job, hvor du får gode muligheder for at bruge dine evner, bygge videre på din viden og sætte dit præg på investerings- og pensionsområdet. Afdelingen er præget af et højt engagement og klare mål. Der er et godt sammenhold, en god dynamik og fokus på motivation og udvikling af den enkelte medarbejder.
Din profil
Du er uddannet aktuar eller økonom (fx cand.act., cand.polit., cand.oecon, cand.scient.oecon. eller cand.merc), gerne med et par års erhvervserfaring. Du er fagligt og analytisk stærk og har kendskab til pensionssektoren eller kapitalforvaltning. Du formulerer dig klart og præcist på skrift såvel som i tale og kan lide at arbejde med data, fx i SQL, R og Excel (VBA). Du har gåpåmod og ser frem til en stejl indlæringskurve. Endelig udviser du stort ansvar i dit arbejde og er i stand til at skabe resultater både alene og sammen med andre.
Vil du vide mere
Har du spørgsmål til jobbet, er du velkommen til at kontakte Søren Bjerregaard, tlf. 3363 6803 (sbje@nationalbanken.dk). Oplysninger om ansættelsesforhold kan fås hos HR-partner Dorte Kvisgaard, tlf. 3363 6511 (dkv@nationalbanken.dk).
Ansøgning
Ansøg med relevante eksamenspapirer senest den 4. januar 2021.