Vær med til at bruge dine metodiske og analytiske evner på finansielle data, som indgår i analyser og beslutningsprocesser på tværs af Nationalbanken. Du får udviklet dine personlige, faglige og tekniske kundskaber, og du kan sætte dit eget præg på arbejdsområdet. Med dit engagement og din faglighed kan du blive guld værd for Danmark, for banken og for dine kolleger. Ansøgningsfristen er 13. juni 2024.
Du løser opgaver med et enestående formål
Nationalbanken er den eneste af sin slags. Vi er samfundets bank, statens uafhængige rådgiver og landets vågne øjne på økonomien. Stabile priser, sikre betalinger og finansiel stabilitet kommer ikke af sig selv, og som medarbejder i Nationalbanken spiller du en central rolle i at sikre Danmark en robust økonomi.
Som økonom er du en del af afdelingen Finansiel Statistik, hvor vi udvikler, bearbejder og analyserer finansielle data. Finansielle data belyser det økonomiske kredsløb og robustheden af dansk økonomi, og er grundstenen i mange analyser.
Dine primære opgaver omfatter:
- at udvikle og formidle data og statistikker om danske og udenlandske værdipapirer, bl.a. hvem der udsteder aktier og obligationer og hvilke investorer, der ejer værdipapirerne,
- at sikre at de finansielle data afspejler de seneste markedsudviklinger, og
- at deltage i analyser og samarbejde på tværs af Nationalbanken og internationalt
Du har de essentielle forudsætninger for at lykkes
I Nationalbanken er vi imødekommende. Vi har fokus på anerkendelse, god ledelse og evnen til at bringe dine og vores forskelligheder i samspil. Vi tager os tid til hinanden – både når vi deler ud af vores viden, når der er brug for en hjælpende hånd, og når vi samles om fælles interesser.
Vi vil, at du både lykkes og trives i rollen som økonom i Nationalbanken. Derfor lægger vi vægt på, at du har følgende forudsætninger for at søge stillingen:
- Du er interesseret i finansielle markeder og at arbejde med kvantitative metoder og store datasæt.
- Som person sætter du pris på at samarbejde med andre. Du formår at løse egne opgaver samt tager initiativ og ansvar for dine og bankens opgaver.
- Du har høj motivation og ser frem til en stejl indlæringskurve.
- Du kan formidle komplekse problemstillinger og løsninger, og du har lyst til at arbejde med data, fx i SQL, R og Excel (VBA).
Du er guld værd i Nationalbanken
Der er kun én Nationalbanken. Vores arbejde og vitale systemer har essentiel betydning for det finansielle og politiske Danmark, og for landets internationale relationer. Men selvom fagligheden er høj, er vi helt nede på jorden. Her er plads til forskellighed – og til det sociale og uformelle. Du kan fx løbe, dyrke yoga, spille floorball eller netværke til BANK-bar sammen med kollegerne i en af vores mange medarbejderklubber.
Arbejdstiden deler vi mellem åbne kontorer med udsigt til vandet på Langelinie Allé og op til to ugentlige distancearbejdsdage. Vi ønsker at sikre rammerne for en effektiv opgaveløsning, en stor sammenfølelse og en god balance mellem livet på og udenfor arbejdet. Samtidig lægger vi stor vægt på din læring og løbende udvikling af færdigheder. Alle nyuddannede bliver f.eks. en del af vores 2-årige Academy-program. Vi mener det, når vi siger, at din udvikling er i højsædet. Du er nemlig guld værd i Nationalbanken.
Hvorfor er det guld værd at søge jobbet?
Arbejdet i Nationalbanken er udfordrende og af høj samfundsrelevans. Du lærer meget og får indsigt i hvordan en centralbank fungerer i praksis.
Hvad er særligt ved at være en del af netop jeres team?
Samarbejde betyder rigtigt meget for os. Der er et solidt fagligt miljø og kollegaer, der giver sig tid til at dele deres viden. Det betyder, at der er stor vægt på læring og løbende udvikling af færdigheder.
Hvilke aktiviteter er værd at fremhæve i teamet?
Der er omfattende foreningsliv i banken og mange i afdelingen deltager i blandt andet fitness, dans, bordtennis og løb. Men der er mange andre muligheder i NIF, hvor du bl.a. kan dyrke yoga, synge i kor eller dele din interesse for kunst med kolleger.
Hvad er god ledelse ifølge nærmeste leder?
Det er vigtigt at skabe et miljø, hvor læring og løbende udvikling af færdigheder står i centrum. I opgaveløsningen får du frihed og sparring til at afklare rammer, så du kan træffe meningsfulde valg og være så handlekraftig som mulig.
Hvor skal jeg arbejde?
Nationalbankens bygning i Havnegade i København gennemgår en større og nødvendig renovering, der tager flere år. Derfor har Nationalbanken adresse på Langelinie Allé 47 i København, mens renoveringen står på.
Vil du vide mere?
Har du spørgsmål til jobbet, er du velkommen til at kontakte sektionschef Søren Bjerregaard på 3363 6803 eller sbje@nationalbanken.dk. Oplysninger om ansættelsesvilkår kan fås hos HR-partner Ronny Schandorph på 3363 6458 eller rosc@nationalbanken.dk.
Ansøg her!
Vi har gjort det nemt for dig at søge stillingen. Du skal blot uploade dit CV eller din LinkedIn-profil. Derudover har du mulighed for at skrive en kort motivation i et tekstfelt, når du ansøger. Ansøgningsfristen er den 13. juni 2024.