Jobbet
Nationalbanken besluttede i 2020 at migrere afviklingen af danske kroner til Eurosystemets konsoliderede betalings- og værdipapirafviklingsplatform TARGET Services i 2025.
I tæt samarbejde med den danske finansielle sektor og interne samarbejdspartnere kommer du til at arbejde med at undersøge forretningsmæssige og funktionelle problemstillinger samt sikre test og implementering af TARGET DKK. Du bliver en del af et tværorganisatorisk program på 20-25 medarbejdere.
Dine arbejdsopgaver vil bestå af:
- Analytiske opgaver herunder forstå og videreformidle teknisk dokumentation for opsætning af en bank samt funktionaliteter til likviditetsstyring
- Udarbejdelse af forretningsprocesser i samarbejde med forretningen, fx konkurs og afvikling af en bank eller årlig proces for betaling af landbrugsstøtten
- Test af betalingssystemet og de tilhørende komponenter (fx Datawarehouse), herunder udarbejdelse af testmateriale
- Udarbejdelse af uddannelsesmateriale samt uddannelse af sektoren
Du får et indgående kendskab til, hvordan den danske betalingsinfrastruktur og netværket af danske og internationale systemer muliggør udveksling af betalinger mellem hinanden på en sikker og effektiv måde.
Din profil
Vi søger en engageret kollega med en økonomfaglig videregående uddannelse som fx økonom, matematikøkonom eller lignende. Du må gerne være nyuddannet. Det vigtigste er, at du trives med, at tempoet til tider er højt, og præmisser ændres, og at du kan lide at tage ansvar, stille dig i spidsen for opgaver og drive dem fremad. Du er i stand til at løse komplicerede opgaver, er resultatorienteret og en dygtig kommunikatør. Du er samarbejdsorienteret, dvs. at det er vigtigt for dig at dele din viden, og du kan kommunikere klart og præcist på skrift og i tale. Dit gode humør og din gode energi bidrager positivt til samarbejdet.
Vi tilbyder
Et job, hvor du får indsigt i et af Nationalbankens mest forretningskritiske arbejdsområder, og dit arbejde har direkte relevans for resten af samfundet. Derudover er TARGET DKK både højt prioriteret og profileret i banken, hvilket giver en stor synlighed samt en bred samarbejdsflade i organisationen. Du får mulighed for at få erfaring med projektarbejde i et stort komplekst projekt med mange interessenter. Ansættelsen er ikke tidsbegrænset.
Banken som arbejdsplads
Arbejdstiden deler vi mellem et åbent kontorlandskab på Langelinie Allé med udsigt til vandet og mulighed for op til 2 ugentlige distance-arbejdsdage, afhængig af din funktion og dine opgaver. Vi ønsker at understøtte en arbejdskultur, der skaber de bedste rammer for en effektiv opgaveløsning, samtidig med at der sikres fleksibilitet og balance mellem privat- og arbejdsliv.
Det er vigtigt for os, at vi har en arbejdsplads, hvor medarbejdertrivslen er høj. Der er et solidt fagligt miljø og imødekommende kolleger, der giver sig tid til at dele deres viden.
Vi lægger stor vægt på læring og løbende udvikling af vores kompetencer. Vi tilbyder gode vilkår med sundheds- og tandforsikring, indretning af hjemmearbejdspladsen, gratis parkering og en god kantineordning.
Det sociale liv i banken vægtes højt. Du kan fx blive en del af vores foreningsliv, hvor du bl.a. kan løbe, dyrke yoga, synge i kor eller dele din interesse for kunst med kolleger.
Vil du vide mere
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Faisel Sethi, Programchef for TARGET DKK (tlf. 28192502 eller fas@nationalbanken.dk). Hvis du har spørgsmål til ansættelsesvilkår eller banken som arbejdsplads, er du velkommen til at kontakte HR-partner Dorte Kvisgaard, tlf. 3363 6511 eller dkv@nationalbanken.dk
Ansøgning
Vi har gjort det nemt for dig at søge stillingen. Du skal blot uploade dit CV eller din LinkedIn profil. Derudover har du mulighed for at skrive en kort motivation i et tekstfelt, når du ansøger. Ansøg senest tirsdag den 20. september 2022. Vi indkalder løbende til samtale.