Brænder du for at blive ekspert i stresstest af banksektoren, og vil du gerne bidrage til at sikre en robust dansk økonomi gennem stabilitet i det finansielle system? Så har vi måske jobbet til dig.
Jobbet
Danmarks Nationalbank søger en dygtig og engageret økonom, der vil være en del af Nationalbankens løbende vurdering af robustheden i den danske banksektor. Stillingen er i sektionen Analyse og Modeller, der en del af afdelingen Finansiel Stabilitet.
Du vil i samarbejde med erfarne kolleger stå for udvikling og vedligeholdelse af Nationalbankens stresstestmodel for banksektoren. Ambitionen er at sikre et kvantitativt modelfundament, der kan bidrage til Nationalbankens arbejde med at sikre finansiel stabilitet.
Du vil tage del i hele processen fra dataarbejde og modeludvikling til udarbejdelsen af vores halvårlige stresstestanalyse, der indgår i Nationalbankens publikation Finansiel Stabilitet (se seneste analyse her). Ud over et solidt kendskab til stresstest får du også en dyb indsigt i institutternes risici samt rig mulighed for at arbejde med finansielle mikrodata. Desuden deltager vi i en række internationale arbejdsgrupper om stresstest, hvorigennem du vil få et internationalt netværk og et godt kendskab til stresstest i andre lande.
Vi tilbyder
Et spændende og fagligt udfordrende job af høj samfundsmæssig relevans. Du bliver en del af en afdeling præget af høj faglighed, stort engagement og en uformel omgangstone.
Du får mulighed for at udvikle dig gennem varierende arbejdsopgaver, sparring med dine kolleger, internationalt samarbejde mv. Vi sætter pris på, at du er med til at præge og videreudvikle dit arbejdsområde.
Din profil
Vi forestiller os, at du har en kandidatgrad inden for økonomi, matematik-økonomi eller tilsvarende med fokus på finansiering og økonometri. Både erfarne og nyuddannede økonomer kan komme i betragtning til stillingen, og ansvarsområdet vil blive tilpasset profilen.
Du er omhyggelig og ansvarsbevidst og kommunikerer klart og præcist i tale og på skrift – både på dansk og engelsk.
Stresstestmodellen er kodet i Python, så kendskab til programmeringssproget vil være en stor fordel, men ikke et krav. Det vigtigste er, at du er vant til at arbejde med kvantitative metoder og har flair for programmering. Skal du have succes, får du også brug for dit engagement, din lyst til at tage initiativ og ikke mindst din evne til at indgå i et team med fagligt stærke kolleger.
Banken som arbejdsplads
Arbejdstiden deler vi mellem et åbent kontorlandskab på Langelinie Allé med udsigt til vandet og gode muligheder for at arbejde hjemmefra. Vi ønsker at understøtte en arbejdskultur med en god balance mellem arbejds- og fritidsliv. Så alt efter opgaver og samarbejder har du også selv stor indflydelse på, hvor og hvordan du arbejder.
Det er vigtigt for os, at vi har en arbejdsplads, hvor medarbejdertrivslen er høj. Der er et solidt fagligt miljø og imødekommende kolleger, der giver sig tid til at dele deres viden.
Vi lægger stor vægt på læring og løbende udvikling af vores kompetencer. Vi tilbyder gode vilkår med sundheds- og tandforsikring, indretning af hjemmearbejdspladsen, gratis parkering og en god kantineordning.
Det sociale liv i banken vægtes højt. Du kan fx blive en del af vores foreningsliv, hvor du bl.a. kan løbe, dyrke yoga, synge i kor eller dele din interesse for kunst med kolleger.
Vil du vide mere
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Thais Lærkholm Jensen, chef for Analyse og Modeller, tlf. 2243 6644 (tlj@nationalbanken.dk). Spørgsmål om ansættelsesforhold kan stilles til HR-partner Lone Stehr Benjaminsen, tlf. 3363 6062 (lsb@nationalbanken.dk).
Ansøgning
Vi har gjort det nemt for dig at søge stillingen. Du skal blot uploade dit CV eller din LinkedIn-profil. Derudover har du mulighed for at skrive en kort motivation i et tekstfelt, når du ansøger. Ansøgningsfristen er den 4. september 2022.
Vi forventer at holde to samtalerunder. Mellem første og anden samtalerunde gennemføres en personlighedstest.