Skal du/I skrive speciale i efterårssemesteret 2023, og vil du skrive inden for arbejdsmarkedsøkonomi i et stærkt fagligt miljø og i en organisation tæt på den politiske dagsorden? Så har du nu muligheden for at søge en specialeplads i Beskæftigelsesministeriet.
Sparring og dataadgang
Med specialepladsen følger egen fast kontorplads i ministeriets analysekontor. Pladsen giver gode muligheder for sparring omkring policy i praksis, økonomisk teori, data og empiriske analyser og indsigt i dagligdagen i et departement. Ministeriet stiller en computer til rådighed samt adgang til Danmarks Statistiks registerdata, Beskæftigelsesministeriets eget forløbsdata (DREAM) og mulighed for adgang til øvrig relevant data.
Emner
Det er et krav, at specialets emne ligger inden for Beskæftigelsesministeriets ressort, hvilket kunne være, men er ikke afgrænset til, fx følgende emner:
- Effekter af større ydelsesreformer på arbejdsudbud, fx effekter af reformer i pensionssystemet, kontanthjælpssystemet, dagpengesystemet eller lignende.
- Effekter af forskellige dele af den aktive arbejdsmarkedspolitik, herunder fx effekten af uddannelsesløft med 110 pct. dagpenge, motivationseffekter af ret og pligttidspunkt for aktivering.
- Effekter af strukturelle ændringer på arbejdsmarkedet, fx fra indvandring, teknologisk udvikling eller globalisering på beskæftigelsen og/eller løndannelsen.
- Analyser af mismatch på arbejdsmarkedet, herunder sammensætningen af ledige og ledige stillinger og betydningen af fx søgeadfærd ift. kompetencer, geografisk mobilitet, mv.
- Analyser af arbejdsmiljø på tværs af brancher, arbejdssteder, uddannelsesniveauer, køn, mv. og potentiel betydning for fx valg af job og løndannelse.
- Analyser af faktorer med betydning for sygefravær, oplevet arbejdsmiljø eller arbejdsskader.
Praktisk
Beskæftigelsesministeriet tilbyder specialepladser for studerende på en relevant økonomfaglig uddannelse (cand. polit., cand. oecon. e.l.).
Er du/I interesseret eller vil høre nærmere kan du kontakte fuldmægtig Marie Louise Tidemand Nielsen på mtn@bm.dk eller 20277867.
Vi ser mangfoldighed som en styrke og opfordrer alle interesserede ansøgere uanset personlig baggrund til at søge stillingen.
Du bedes senest den 5. juni 2023 sende din motiverede ansøgning, cv, eksamensudskrift og relevante bilag.