Skal du/I skrive speciale i efterårssemesteret 2024, og vil du skrive inden for arbejdsmarkedsøkonomi i et stærkt fagligt miljø og i en organisation tæt på den politiske dagsorden? Så har du nu muligheden for at søge en specialeplads i Beskæftigelsesministeriet.
Med specialepladsen følger egen fast kontorplads i ministeriets Kontor for Pension og Analyse. Pladsen giver gode muligheder for sparring omkring policy i praksis, økonomisk teori, data og empiriske analyser og indsigt i dagligdagen i et departement. Ministeriet stiller en computer til rådighed samt adgang til Danmarks Statistiks registerdata og Beskæftigelsesministeriets eget forløbsdata (DREAM).
Emner
Det er et krav, at specialets emne ligger inden for Beskæftigelsesministeriets ressort, hvilket kunne være, men er ikke afgrænset til, fx følgende emner:
- Effekter af større ydelsesreformer på arbejdsudbud, fx effekter af reformer i pensionssystemet, kontanthjælpssystemet, dagpengesystemet eller lignende.
- Analyser af ulighed på arbejdsmarked, fx ulighed mellem køn eller herkomst.
- Effekter af forskellige dele af den aktive arbejdsmarkedspolitik, herunder fx effekten af uddannelsesløft med 110 pct. dagpenge, motivationseffekter af ret og pligttidspunkt for aktivering.
- Effekter af strukturelle ændringer på arbejdsmarkedet, fx fra indvandring, teknologisk udvikling eller globalisering på beskæftigelsen og/eller løndannelsen.
- Analyser af arbejdsmiljø på tværs af brancher, arbejdssteder, uddannelsesniveauer, køn, mv. og potentiel betydning for fx valg af job og løndannelse.
- Analyser af faktorer med betydning for sygefravær, oplevet arbejdsmiljø eller arbejdsskader.
Ansøgning
Du/I skal vedlægge en sides ansøgning om dit speciale, hvor du motiverer for valget af specialeemne. Ansøgningen kan eksempelvis indeholde relevant økonomisk teori, som understøtter dit specialeemne, mulige hypoteser, relevant litteratur om emnet samt hvilke datakilder, som du gerne vil arbejde med. Ansøgningen behøver ikke at indeholde en endelig problemformulering. Du må gerne skrive hvem, som du forventer, bliver din vejleder.
Praktisk
Beskæftigelsesministeriet tilbyder specialepladser for studerende på en relevant økonomfaglig uddannelse (cand.polit., cand.oecon. e.l.).
Er du/I interesseret eller vil høre nærmere kan du kontakte fuldmægtig Katrine Thornfeldt Sørensen på kts@bm.dk (72205047) eller fuldmægtig Lærke Thorø Borch Sloth på ltbs@bm.dk (72205069).
Vi ser mangfoldighed som en styrke og opfordrer alle interesserede ansøgere uanset personlig baggrund til at søge stillingen.
Send din ansøgning, CV, eksamenspapirer og øvrige relevante bilag elektronisk senest søndag den 23. juni 2024.
Vi holder samtaler løbende.
Sammen om en arbejdsplads og et arbejdsmarked i verdensklasse
Det danske arbejdsmarked handler om mennesker, og et velfungerende arbejdsmarked er afgørende for samfundsøkonomien. Derfor betyder vores arbejde noget, og vi er der, hvor reformerne laves og beslutningerne træffes. Vores vigtigste opgave er at yde faglig bistand og politisk rådgivning af høj kvalitet til ministeren og regeringen. Vi brænder for at få flest mulige i job på et bæredygtigt arbejdsmarked.
Hos os får du ansvar. Og du får mulighed for at vokse. Uanset om du bidrager til at skabe politik og reformer eller arbejder med husets indre liv og linjer, så tror vi på, at du kan og skal udvikle dig. Vi er ambitiøse på egne og andres vegne.
I Beskæftigelsesministeriet kan du arbejde med alt fra politik og udvikling, over implementering og drift til tilsyn og forskning – og fra jura, økonomi, kommunikation til digitalisering og data. Og du bliver del af en koncern, hvor vi tænker i udviklingsmuligheder på tværs af koncernen og på tværs af de mange opgaver, vi løser i fællesskab. Det er til gavn og glæde for os alle sammen.
Du kan læse mere om os og vores arbejde på www.bm.dk.